Kunsten at være kunst
Hvor smal skal kunsten være for at kaldes kunst? Og findes
der et videnskabeligt holdbart kriterium for udvælgelsen
af kunst?
af Mikael Otto Elkan Clausen
(Cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet)
Af og til har også jeg stået på Louisiana
i Humlebæk, lidt uden for København og set på
det store hvide lærred med det blå kvadrat og spurgt
mig selv: "Hvorfor er det kunst?" - og ikke mindst:
Hvorfor er lige præcis dét svært at svare
på, når andre spørger om det samme. Kunst
er noget, maleriet er, fordi det hænger på Louisiana,
og derfor er det som regel heller ikke noget man taler om, men
noget man bliver fortalt om af en guide eller sine venner og
bekendte med kunstforståelse (hvad dét så
er).
Nye kunstformer som fotokunst og internettets muligheder for
massedistribution rejser det samme spørgsmål. Visse
medier kræver næsten, at man tager stilling til
om kunstbegrebet er andet og mere end en gatekeeper-funktion,
dvs. om kunst er mere end det de etablerede institutioner udnævner
til at være kunst. Problemet ved f.eks. internettet og
fotokunsten er massernes adgang til at kunne bruge medierne,
og det får det håndværksmæssige til
at forsvinde ud af mediets brug. På samme måde synes
det håndværksmæssige at forsvinde ud af maleriet
med den blå firkant. For hvad enten det er et lærred
med maling på, et fotografi eller en hjemmeside med digte,
så udbryder den forståelsessøgende læser:
"Det kunne jeg også have lavet". - Men det gjorde
du ikke, vil det prompte svar være.
Men kunsten er vel andet og mere end et "først
til mølle"-princip. Ellers vil hvert enkelt gøremål
i hvert individs hverdag være kunst, taget i betragtning
at de enkelte handlinger aldrig før er gjort af mig eller
dig på dette eller hint tidspunkt. Og tror man på
det enkelte menneske som et i tiden, unikt, biomekanisk subjekt,
der udfører intentionelle handlinger med for andre subjekter
perciperbare genstande i verden, så er vi alle både
kunst og kunstnere, men det var vel ikke det vi ville opnå.
For kunstnere som Johannes V. Jensen og Carl Nielsen hæver
sig over den almindelige dansker på en anden måde.
De kunne noget. Noget en eller anden Hansen eller Jensen ikke
kan på sin hjemmeside.
Når håndværket forsvinder ud af kunsten -
det der hævdes af institutionerne at være kunst
- så forsvinder menigmands forståelse for at det
er kunst. Med det hverdagssproglige kunstbegreb er der indforstået
en kunnen. En evne hos den udøvende der er utilgængelig
for den almindelige læser, og derfor forekommer som værende
unik for det udøvende subjekt.
Men at kunstnerens evner er utilgængelige for læseren
betyder ikke at kunsten også skal være det. Håndværket
må være synligt for at det i almindelig tale er
omtalt som kunst. Derfor har fotokunst det svært.
Men hvad mener man så med håndværk? Kokken
og skomageren er vel ikke kunstnere, og litteraturen er jo heller
ikke kunsthåndværk i samme forstand som en vase
eller en skål synes at være det. Håndværket
i litterær henseende synes mest at bestå i et overraskelsesmoment
i forhold til læseren, ved f.eks. at præsentere
et unikt sprog, en idé eller en form, der har elementer
som den almindelige læser kan genkende fra sit eget sprog,
men som alligevel ikke er det. Men kan en ny type middag være
kunst eller en ny type sko? Der må ligge noget andet og
mere i kunsten end et nyhedskriterium. Ellers er kunsten ikke
andet eller mere end en social konstruktion, en samfundsmæssig
konvention om at institutioner som Louisiana eller Gyldendal
har vores anerkendelse til at definere og fremhæve, hvad
der er ny kunst. Eller måske er det netop pga. af kvalitetens
uigennemskuelighed at folk er så optagede af prisuddelinger
og legater. Hvis det var åbenlyst hvad der var god kunst,
så ville kunst-priser ikke kunne anvendes som argumenter
for kunstens kvalitet. Men bliver Kongens Fald bedre af at Johannes
V. Jensen fik Nobelprisen?
Institutionens forfald og læserens forståelser
Hvordan kom det til at et maleri med en blå firkant kan
blive kunst? Hvorfor er det et kunstnerisk udtryk?
Dadaismen var vel egentlig det afgørende opgør
med den håndværksmæssige pertentlighed der
affødte, at man kunne tillade stort set hvad som helst
over for læseren, hvilket f.eks. ses i en efterfølgende
konkretisme og modernistiske faser af litteraturen og andre
kunstformer. Men dadaismen åbnede også for sårbarhed
i læserens forventning om, at man får noget for
sit engagement som læser. Læseren har en tillid
til at teksten indeholder en sandhed der kan søges efter,
og det er denne sandhed der i almen forståelse hævdes
at være blevet relativ til det læsende subjekts
egen opfattelse af teksten. Subjektets læsning og forståelse
af teksten er den egentlig sande læsning og det udsagn
stiller krav om svar fra de humanistiske videnskabers side:
Hvorfor er det forkert at Fru Hansen genoplever sidste års
tur til Mallorca når hun ser et maleri af Per Kirkeby
eller læser et digt af Niels Lyngsø? Og hvorfor
er Kirkebys maleri eller Lyngsøs digt kunst når
Fru Hansen lige så godt kan klatte sig frem til en genoplevelse
af Mallorca eller udgive sine Mallorca-digte på internettet?
Fru Hansens oplevelse er principielt heller ikke forkert. Den
er bare ikke rigtig nok, og ser man på maleriet eller
digtet som et intersubjektivt udsagn, så tæller
Fru Hansens mening ikke nogen steder. Fru Hansen har ikke bedre
forudsætninger for at sige noget om maleriet end så
mange andre Hansener. Hvorfor maler Kirkeby så ikke hvad
han mener, spørger Fru Hansen nu, eller hvorfor skriver
Lyngsø ikke som Benny Andersen eller Vita Andersen -
på et dejligt, klart og forståeligt dansk? Her må
svaret være at kunsten er et sprog i sproget. Hvis ikke
man forstår kinesisk, kan man så bede en kineser
om at tale tydeligere eller udtrykke sig mere klart på
kinesisk? Nej. Og selvom Fru Hansen forsøger at gengive,
hvad kineseren siger, så har hun alligevel ikke forstået
kinesisk, og hun har ikke sagt noget på kinesisk, lige
såvel som hun ikke har sagt noget om sin tur til Mallorca
ved at lege med Word 6.0 eller klatte sig frem til, hvad hun
føler. For hun taler ikke kinesisk - eller kunstens sprog.
Hvis kineseren kan se at Fru Hansen ikke forstår (ikke
bidrager med den reaktion kineseren ønsker at opnå
med kommunikationen) så vil han ty til et andet sprog
- fagter, tegninger, udstøde lyde... etc. Hvorfor gør
Søren Ulrik Thomsen, Niels Lyngsø, Per Kirkeby
og alle de andre så ikke det? Det gør de ikke fordi
akademikerne oversætter kunstens sprog for dem. Der er
ikke andre fagter end dem de foretager. Der er kun det kropsløse
sprog på papiret eller lærredet eller hvilket medie
man vælger at udtrykke sig i.
Derfor får vi også problemer med nye medier og
kunstretninger. Fordi der skal være nogen til at forstå
og oversætte dette medies sprog og form. Der skal være
nogen der kan dechifrere fotografiets eller hjemmesidens kunstneriske
kode. Og hvad værre er: Kunstens forståede udtryk
bliver som følge heraf til enhver tid relativ til den
akademiske oversættelse. Hvis en kunstner taler kinesisk
og folkene på Louisiana ikke forstår kinesisk, så
laver kunstneren ikke kunst, men er - i mangel af et mindre
tåbeligt udtryk - forud for sin tid. (Albert Dam kan stå
som et eksempel fra den danske litteratur.) Men selvom de på
Louisiana forstod kinesisk - f.eks. et hvidt lærred med
en blå firkant - hvor er kvaliteten i det så henne?
Er kunstkvalitet et akademisk spørgsmål
Skal man overhovedet tale om kunstens kvalitet i akademiske
kredse? Er den akademiske tilgang ikke videnskabelig og derfor
ikke-værdiladet? Hedder det ikke litteratur-videnskab
og i almindelighed humanistisk videnskab? Jo, sådan burde
det være, men ikke desto mindre er en forfatter som Jane
Aamund ensom og forladt når det gælder en egentlig
analytisk stillingtagen til hendes forfatterskab. Det forekommer
mig i hvert fald evident at mere anerkendte forfatteres værker
lynsnart optages i antologier og bliver ophøjede til
at være en del af gymnasieskolernes pensa i dansk. Det
kunne jo ellers synes værd at undersøge - især
i denne tid hvor receptionsteori og læserfokus er i vælten
- hvad der interesserer 200.000 danske kvinder. Ikke mindst
fordi en institution der har litteratur og dansk som sit særegne
videnskabelige genstandsområde ikke burde ligge under
for modefænomener eller antipati over for dele af genstandsområdet.
Det skal ikke forstås som en opfordring til at man, som
i 60'erne-70'erne, skal til at svælge i socialteorier
og marxistiske analyser af litteraturen, men fordi det er interessant
hvis man kan udrede hvilke fænomener, der er styrende
for at 200.000 danske kvinder køber Coloradodrømme.
Der er ulige meget mere interessant end Søren Ulrik Thomsens
svært tilgængelige, halvdepressive digte der kun
købes af en håndfuld intellektuelle og en flok
modebevidste studerende. Og det er endnu mere interessant at
man ved at fokusere på Tafdrup, Thomsen eller Nordbrandt
allerede synes at have fravalgt tekster fra forfattere som Aamund
som værende den dårlige kunst - ugebladslitteratur
i romanform - og ikke på samme tid tager en diskussion
om kriterier for kunstnerisk kvalitet og selektion. Bevares,
kvalitetsdiskussioner har været ført før,
men disse diskussioner har været infiltreret i diskussioner
om metoderigtighed og metodetilgang - navlepilleri, med andre
ord. Hvorfor giver man ikke, en gang for alle, Aamund nogle
akademiske tæv og viser læserne hvor usammenhængende
og naiv en roman som Coloradodrømme er.
Videnskabelig latter
Hvordan kan de humanistiske fag, der beskæftiger sig
med medier og kunstneriske udtryk, hævde at være
videnskabelige og samtidig selektive mht. deres genstandsområde.
For tillader man selektion, så tillader man også
eksklusion af dele af genstandsområdet, og så har
de humanistiske videnskaber en langt større finger med
i spillet når man f.eks. skriver litteraturhistorie. For
så skaber institutionerne den danske kulturs mediehistorie
og kunsthistorie - og den humanistiske videnskab bliver intet
andet end en social konstruktion, et modefænomen der antageligt
er lige så tåbeligt og upraktisk som al anden mode.
Og hvad værre er: Vores storebror, naturvidenskaben, vil
fortsat grine ad os, for med kritikløs eksklusion og
selektion af genstandsområdet, vil de litterære-
og medie-orienterede videnskaber aldrig kunne kalde sig videnskaber.
Alt
om Gran Canaria
Hvad er kunst
Tilbage
Til forsiden
|
