Hvad er kunst?
Om billedkunstneren og forfatteren Leif G. Larsen se:
hvaderkunst.dk
Problemstillingen
Det publikum, der gerne møder op, når museerne
udstiller de klassiske kunstneres værker, har svært
ved at fatte meningen med nutidens utraditionelle kunstværker,
installationer, ready-mades, konceptkunst og hvad de ellers
kaldes. De er provokerende, undertiden direkte grimme og lever
langt fra op til publikums gængse forventninger om, at
billedkunst skal være smuk og harmonisk, en fryd for øje
og sjæl.
Hidtil har kunstens eksperter ikke kunnet komme med en tilfredsstillende
forklaring på dette paradoks. De nøjes med at anføre,
at disse værker har kunstnerisk kvalitet, men viger tilbage
fra at forklare, hvorfor værkerne har denne særlige
kvalitet. Efter deres opfattelse er det umuligt at give en tilfredsstillende
definition af begrebet billedkunst og dermed er det heller ikke
muligt at gøre rede for, hvorfor nutidens værker
er billedkunst i ordets normale betydning. Det er de blot fordi
de kunstkyndige hævder det.
Denne bog er et forsøg på at forklare, hvorfor
disse utraditionelle værker bør opfattes som billedkunst.
Den provokerer ved at hævde, at det er muligt at give
en defintion på billedkunst, der er tilstrækkelig
elastisk til at dække både fortidens smukke og harmoniske
værker og nutidens ofte grimme og disharmoniske værker,
og dermed forklare, hvorfor alle disse værker bør
opfattes som kunstværker.
Udgangspunktet for dette forsøg er ikke den traditionelle
æstetiske kunstopfattelse. Bogens tese er teorien om,
at billedkunst kan opfattes som en særegen form for menneskelig
adfærd. Og her støtter bogen sig til den nyere
bevidsthedsforskning, og dennes synspunkter om den måde,
mennesker tænker på og håndterer de begreber,
der er grundlaget for tankevirksomhed.
Moderne bevidsthedsforskning
Amerikanske bevidstheds-, sprog- og litteraturforskere hævder,
at den menneskelige tankevirksomhed har sit udspring i grundlæggende
kropslige erfaringer. Disse sansemæssige erfaringer overføres
gradvis fra det oprindelige område til nye erfaringsområder.
Dermed bliver disse tilgængelige for menneskelig indsigt,
forståelse og handling.
Det, som i litteraturen kaldes metaforer og metonymer, hvor
begreber bruges i overført betydning, har hidtil været
opfattet som litterær pynt. Nu får de en langt mere
central betydning for forståelsen af menneskets udviklingshistorie.
De begreber, som filosofferne har opstillet gennem historien,
kan opfattes som forfinede udbygninger af menneskets basale
måde at opleve verden på. Ikke desto mindre er de
skabt ved hjælp af basale metaforer og metonymer. Disse
begreber begynder at leve deres eget liv.
Disse forskeres resultater bygger tillige på de resultater,
som den nyeste hjerneforskning er nået frem til vedrørende
menneskehjernens indretning. Grænserne for vores verden
er bestemt af den måde, hjernen er indrettet på.
Billedkunstens særlige rolle
Den gængse æstetiske teori opfatter den trang,
som mennesket tilsyneladende haf haft siden forhistorisk tid
til at dekorere sine omgivelser og brugsgenstande, som udslag
af ønsket om at skabe noget smukt for skønhedens
egen skyld. Den anskuer billedkunsten ud fra denne synsvinkel.
Men hver gang man kigger de dekorerede genstande nærmere
i sømmene, viser det sig, at det, vi opfatter som et
overskudsfænomen, det smukke for det smukkes egen skyld,
først og fremmest har en funktion. Det er ikke skabt
i dekorativt øjemed, men for at strukturere og begribe
tilværelsen.
Det synes at være fællestræk for alle de
ting, vi er vant til at opfatte som bestræbelser for at
skabe noget smukt, fra stenalderfolkets hulemalerier over primitive
folkeslags billedvirksomhed, den klassiske kunst og samtidskunsten,
at der er tale om en leg med begreber. Mennesker har tilsyneladende
altid har brugt denne metode til at iværksætte sig
selv, blive klogere på sig selv og bringe orden i deres
opfattelse af omgivelserne.
Billedkunstens betydningsspil
Med udgangspunkt i moderne bevidsthedsforskning og støtte
i et citat fra George Lakoff: Kunstværker bygger på
grundlæggende begreber og kategorier, metaforer og metonymer,
og står dermed centralt i bevidsthedsforskningen, introducerer
bogen begrebet ”betydningsspil” som den metafor,
der er mest egnet til at karakterisere den virksomhed, som traditionelt
betegnes som æstetisk virksomhed.
Billedkunst kan opfattes som et spil eller en leg med og om
begreber.
At lege med begreber er en mulighed, der står åben
for alle mennesker, børn, der leger far, mor og børn,
folk der fortæller vittigheder og beriger sproget med
slangudtryk, mennesker der indretter deres hus eller have, og
naturligvis kunstnere, der arbejder bevidst med betydningsspillets
metode. Spil med begreber er en grundlæggende og fællesmenneskelig
aktivitet, der bygger på elementære livserfaringer,
et spil hvor spilleren afprøver sig selv i forhold til
sin omverden og stiller sine erfaringer til rådighed for
andre.
Disse hensigter gør sig gældende for betydningsspil
i almindelighed, fra religiøse og politiske ritualer
til graffiti og mode, og naturligvis også for billedkunst.
Billedkunstneren bearbejder materiale, der kan opleves med
sanserne, først og fremmest øjet. Gennem denne
indsats tilrettelægges de begreber, som spillet tager
udgangspunkt i. Begreberne er aktive i bevidstheden, først
hos den kunstner, der skaber værket, siden hos den tilskuer,
der forholder sig til værket. Den, som vil spille spillet,
skal sammenholde de begreber, der fremkaldes af værkets
opbygning. Spilleren skal lede efter ligheder og forskelle og
finde ud af, hvorfor disse mønstre engang imellem kortsluttes,
på samme måde som mønstrene i en vittighed
kortsluttes. Under denne proces går begreberne i samspil
med hinanden. De præciseres, konfronteres eller paralliseres
med hinanden, destrueres og genopstår som bud på
nye begreber.
Denne virksomhed er en metode til at bearbejde begreber, så
de klargøres, smelter sammen til nye begreber. Den har
konsekvenser for vores måde at tænke på. Spilleren
bliver gjort bevidst om begreber, som hidtil kun har eksisteret
på et ubevidst niveau. Han eller hun får bestyrket
eller afkræftet gyldigheden af bestående begreber
og får tilbudt omridset af nye begreber.
Konsekvenserne af den nye teori: Publikum
Den nye teori kan forklare, at det, som de antikke forfattere
opfattede som væsentligt for billedkunsten, efterligning
af virkeligheden, ikke er nogen central bestanddel af et kunstværk.
Virkeligheden kan ikke spilles, og det kan en kopi af virkeligheden
selvsagt heller ikke.
Men virkelighedsafbildning kan bruges som spillebrikker i kunstværkets
spil sammen med andre elementer. Såvil tingene selv, som
afbildninger af tingene og henvisninger til tingene kan fungere
med begrebsmæssig betydning. Når de kombineres på
en særlig måde, kan der opstå noget, der kan
opleves som et spil og muligvis som et kunstværk.
Spilmetaforen understreger, at det, tilskueren umiddelbart
kan se i værket, ikke skal tages for pålydende.
Det er netop det særlige ved spil at man ikke skal fokusere
på brikkernes eller kortenes udformning, men på
deres brug og mening.
Kunstens publikum har svært ved at fatte, at brikker,
der har en umiskendelig lighed med ting fra hverdagen, ikke
skal opfattes som brugsgenstande, der er blevet anbragt i forkerte
omgivelser. Men de ikke kun de brugsting, man ser. De bruges
som spillebrikker i værket, idet ophavsmanden trækker
på tingenes betydning som begreber.
Publikum kan selvsagt ikke kan nøjes med værkets
overflade, lige som den, der første gang får fat
i en æske med et billedlotteri. Emballagen skal åbnes
og spillet skal spilles.
Et kunstværk er skabt i en proces, der minder om den,
der anvendes, når man konstruerer et traditionelt spil.
Kunstneren er værkets første spiller. Tilskueren
må prøve at rekonstruere denne proces, finde ud
af, hvad der er sat i spil, hvorfor det er sat i spil og om
han eller hun kan kan bruge erfaringerne fra spillet rent personligt.
Det kræver tid at spille et spil. Derfor kræver
det også tid at opleve et kunstværk.
Spilmetaforen bekræfter også den italienske litteraturforsker
Umberto Ecos teori om ”det åbne kunstværk”.
Et kunstværk har lige så mange fortolkninger som
der er tilskuere, og de kan være lige gode allesammen,
sålænge de respekterer spillets rammer.
Ethvert forsøg på endegyldigt at fortolke og fastlægge
et kunstværks mening, strider mod værkets karakter
af et åbent spil.
Konsekvenserne af den nye teori: Billedkunstneren
Megen kunstundervisning beskæftiger sig med billedkunstens
formsprog. Det er nyttigt og vigtigt, fordi de former, som bruges
i billedkunsten er brugt så mange gange, at de har fået
gængs betydning. Mange af dem står for fællesmenneskelige
begreber, der kan opleves på tværs af historiske
og kulturelle skel. Men der skabes ikke billedkunst alene på
grundlag af traditionelle formelementer. Det traditionelle formsprog
udgør ”the state of the art”, men værket
bliver først til billedkunst, når spillets elementer
sættes i spil med anderledes kombination og med andre
hensigter end tidligere. Kunstneren kan vælge at begynde
forfra, som om traditionen aldrig har eksisteret, vælge
splinterny spillebrikker, kasserere alle tidligere formler eller
vende dem på hovedet. Det særlige ved billedkunstens
betydningsspil i forhold til andre betydningsspil er, at de
er originale og ofte provokerende.
Repræsentanterne for den gængse teori beklager
undertiden, at det ikke er muligt at se på billedkunst
på samme måde som musikvidenskaben ser på
musik.
Men hvis man anskuer billedkunst som et betydningsspil, er
billedkunst nøjagtig lige så matematisk/logisk
opbygget som musikkens kompositioner. Derfor er det muligt at
tale meningsfuldt om de overordnede principper bag ved kunstværket
eller håndværket bag kunstværket: Det er de
principper, der gør værket til et spil.
Konklusion
Amatøren er overbevist om, at det han eller hun frembringer,
er kunst, fordi det ligner virkeligheden og udtrykker vedkommendes
følelser. For historikere er kunstværker noget,
der kan bruges til at studere tidligere tiders skik og brug,
noget, der kan fortælle om, hvordan mennesker gik klædt,
spiste og drak og hvd de i øvrigt beskæftigede
sig med. Kunsthistorikere er optaget af billedkunstens udvikling
som selvstændigt fænomen og interesserer sig for
de formelle træk i billedkunstens værker. Magtens
repræsentanter, fra kejsere og konger til erhvervslivets
direktører bruger værkerne til repræsentative
formål. Nogle samler på kunstværker, lige
som andre samler på frimærker og mønter,
og for samlere er det sjældne det mest værdifulde.
Kunst kan anskues under mange synsvinkler.
Denne bog anskuer billedkunsten som kunstnerens personlige
projekt, som en måde at forholde sig til sin omverden
på. Den er et et forsøg på at opfordre tilskueren
til at aflæse værket i den ånd, det er skabt,
til at afprøve sig selv og sine grænser, på
samme måde som billedkunstneren bruger sit projekt.
Selv med dette begrænsede perspektiv kan det være
svært at fatte for publikum, at de mange forskellige arbejdsmetoder
og projekter kan gå under den fælles betegnelse
billedkunst. Men det kan trøste sig med, at kunstnerne
selv har lige så svært at begribe det. Den, som
anvender den ene strategi, er tilbøjelig til at bestride,
at andre metoder og strategier kan opfattes som rigtig kunst.
At overvære en diskussion mellem kunstnere om billedkunst,
er som at høre repræsentanter for venstrefløjen
og højrefløjen mundhugges.
Lad os konkludere, at ordet billedkunst er en paraplybetegnelse
der anvendes på samme måde som begreberne politik
og videnskab til at henvise til mange forskellige idealer og
strategier. Der er tale om metoder til at sætte spor i
virkelighedens verden.
For billedkunstens vedkommende er der tale om en fælles,
overordnet metode:
Kunstværket som et konsekvent betydningsspil, beregnet
til at skabe rum for eftertanke, skærpe sanserne, give
indsigt og påvirke vores evne til at handle, og dermed
noget, der rækker ud i den verden vi lever i.
Se endvidere: Hos forfatteren Leif G. Larsen:
hvaderkunst.dk
Hvad er kunst
Tilbage
Til forsiden
|
